Sundhedsstyrelsen har modtaget en rapport om en utilsigtet hændelse, der beskriver et dødsfald hos en patient, som blev smittet med bakterien legionella (legionærsyge) under indlæggelse på et sygehus.
Case
En midaldrende kvinde der led af en blodkræftsygdom blev indlagt på sygehus med henblik på en autolog stamcelletransplantation. På 8. dagen efter transplantationen blev der iværksæt penicillinbehandling på grund af feber, uden at man havde kunnet lokalisere årsagen. Et røntgenbillede af brystkassen viste en ansamling nederst i højre lunge. Patienten blev feberfri på behandlingen, men en uge senere blev patienten atter febril og et røntgenbillede af brystkassen viste forværring af ansamlingen i højre lunge samt tilkomst af en ny ansamling i venstre lunge. Behandlingen blev herefter skiftet til et bredspektret antibiotikum.
Dagen efter fik patienten imidlertid påvirket vejrtrækning og holdt senere samme dag op med at trække vejret. Efter genoplivning blev patienten overflyttet til intensiv afsnit, hvor der blev iværksat behandling med flere antibiotika Caspofungin, Zinacef og Ciproxin. Der blev sendt materiale til legionellaundersøgelse og efter det var blevet bekræftet at patienten havde en legionelleainfektion blev behandlingen suppleret med Rifampicin.
Patienten var imidlertid i svært septisk chok og udviklede tiltagende blodtryksfald. Patienten døde dagen efter overførelsen til intensiv afsnit.
Vandprøver fra håndvaskarmatur på stamafdelingens baderum og Legionella isoleret fra patientens trakealsekret og lungevæv kunnet ikke skelnes fra hinanden og det blev konkluderet at de sandsynligvis tilhørte samme stamme/klon, hvilket understøttede formodningen om at patienten var blevet smittet på hospitalet.
Problemstilling
Legionellabakterier lever i ferskvand og andre våde/fugtige miljøer. Bakterien formerer sig bedst i lunkent vand, 25 - 45º C. Smitte foregår hyppigst ved indånding af små vandpartikler (aerosoler) der er forurenet med legionellabakterier. Smitte kan sandsynligvis også ske ved fejlsynkning af forurenet vand. Sygdommen smitter ikke fra person til person.
Der findes mere end 40 Legionella-arter, men kun 18 af dem har været årsag til sygdom hos mennesker. I Danmark er arten Legionella pneumophila årsag til over 95 % af alle tilfælde af legionærsyge. Legionærsyge er en alvorlig form for lungebetændelse, hvor der ofte samtidig er en påvirkning af andre organer såsom lever, nyre og centralnervesystem. Prognosen er meget afhængig af, hvor hurtigt diagnosen stilles og hvor tidligt relevant behandling iværksættes samt af patienternes generelle sundhedstilstand.
Problemets omfang
I Danmark påvises der omkring 100 tilfælde af legionærsyge om året. Ca. 30% af tilfældene er rejserelaterede, dvs. pådraget under rejse, typisk til det sydlige Europa. Ca. 20% af tilfældene er erhvervede på sygehus (nosokomielle infektioner), mens resten af tilfældene erhverves i Danmark udenfor sygehus. Tallet varierer fra år til år, men tyder ikke på et problem, i stigning. Imidlertid har legionellainfektioner en høj mortalitet, på trods af forbedrede diagnostiske metoder og behandlinger (in vitro-effektivt antibiotikarepertoire).
Sygdommen rammer hyppigst ældre og i forvejen svækkede personer, og patienterne er oftere mænd end kvinder. Anslagsraten er lav, idet kun få af de personer, der udsættes for smitten, bliver syge. Dødeligheden er i Danmark på ca. 15%, for de sygehuserhvervede (nosokomielle) infektioner er dødeligheden dog på ca. 30%, således er 23 patienter døde af legionærsygdom på sygehusene gennem de seneste 5 år.
Handlingsanvisning
Som andre sygehusinfektioner kan legionellainfektioner forebygges, og de lokale hygiejneudvalg må i samarbejde med sygehusets tekniske afdeling udarbejde retningslinier herfor.
Af væsentlige elementer i forebyggelsen kan nævnes god vedligeholdelse af vandsystemer og beskyttelse af risikopatienter:
-
elimination af risikofaktorer (stillestående vand i blinde rørender eller i vandtanke med for lille døgnskifte, for lav temperatur af det varme og for høj temperatur af det kolde vand samt gamle korroderede rør)
-
god vedligeholdelsesplan af vandforsyningen, der også omfatter forholdsregler efter driftstop og nedlukning, fx ved ferie
-
der bør være skærpet opmærksomhed vedrørende mulig forekomst af Legionella i brugsvandet på afdelinger med immunosupprimerede risikopatienter, især organtransplanterede
-
der bør udarbejdes særlige retningslinier for brug af drikke- badevand til disse patienter, hvis der konstateres forekomst af legionellabakterier i vandet
Behovet for en egentlig overvågning af legionellabakterier i brugsvandet på hospitalerne med kontroldyrkninger må vurderes i samarbejde med den stedlige hygiejneorganisation, men er sekundært til ovenstående foranstaltninger.